en levende og autentisk taler

en levende og autentisk taler

31. juli 2020 1 Af mbercon

Engang kom der en ung mand til mig, som meget gerne ville søge ind på en skuespillerskole. Jeg kunne se på ham, at han havde talent, men lige så snart han begyndte på sin monolog, begyndte han at stamme. Han så på mig helt ulykkelig og spurgte: ”Tror du overhovedet, jeg KAN blive skuespiller?”

Jeg vidste det, jo, ikke, men jeg var klar på at hjælpe ham, så godt jeg kunne. Når man stammer, hænger det ofte sammen med dyb grundlæggende utryghed og usikkerhed. Og han fortalte også, at det mest opstod, når han skulle sige noget foran en gruppe af mennesker. Han sagde: ”Ingen har tålmodighed til at høre mine jokes.”

Vi arbejdede 5 lektioner sammen og derefter gik han til optagelsesprøven på en 3-årig skuespillerskole og kom ind. Ingen kunne høre til prøven, at han havde et talehandikap.

Blokeringer og nervøsitet starter som en tanke i hovedet. Hvis man ikke har kontakt til sit åndedræt og sin krop, så skaber nervøsiteten ofte en fysisk reaktion, som kan være svær at styre. De fleste oplever at benene og hænderne begynder at ryste og hvis man har sit tale i hånden, vil det kunne ses af tilhørerne, at man er nervøs. Nogle har svært ved at styre stemmen. Den ryster, bliver skinger eller forsvinder helt. Mange glemmer en del af det de ville sige eller får rodet sig ud i nogle søforklaringer om alt muligt andet.

Ved at få større bevidsthed om sin krop og kende til sine negative mønstre, kan man snyde sig uden om de blokerende tanker og blive en mere levende og autentisk taler.

Vores følelser og energiniveau afhænger i høj grad af de tanker, vi tænker og hvor vores opmærksomhed er. Negative, bekymrende tanker skaber en sammentrækning i kroppen og positive glade tanker skaber en udvidelse, som kan oversættes til høj energi eller god energi.

Når vi skal stå på en scene foran andre mennesker, er det selvfølgelig nemmest, hvis man føler sig godt tilpas og har masser af god energi.