Michelles historie

Michelles historie

Faktisk er Michelle ikke mit dåbsnavn. Da jeg var 13 år, spurgte jeg mine forældre, om jeg måtte skifte navn. Jeg hed Helle dengang og var godt træt af at være mig.  I skolen blev jeg drillet for at være tyk. Jeg blev holdt udenfor og talte sjældent med nogen i skolen. Der var nogle ældre piger som en overgang havde gjort det til deres mission at genere mig. Den ene af dem hed også Helle.

Det med at blive drillet og holdt udenfor er jo mobberi. Det var også svært selv for mobberne, fordi de skulle helst ikke selv stå i mit sted. Så selv om de måske godt kunne lide mig og legede med mig efter skole, så var det forbudt at hænge ud med mig, når andre så det. Selv min egen storebror turde ikke stå op for mig, når der blev råbt efter mig og jeg brød sammen i skolegården. Han valgte enten mobbernes side eller at lade som ingenting. Gruppepresset og behovet at beholde sin status som populær, må have været enormt. Jeg har dog fuldt ud tilgivet ham og de andre.

Jeg troede vel, at jeg med et nyt navn, kunne skifte identitet og faktisk ændrede tingene sig også ret radikalt. Om det var navnet eller det at jeg kom på efterskole, kan man diskutere. I hvert fald fik jeg det meget bedre efter navneforandringen, og for første gang i mit liv havde jeg fået flere venner. Ingen drillede mig eller holdt mig udenfor. På efterskolen spillede vi musik og lavede teater. Der blev kysset, krammet og holdt i hånd, alle med alle og nu var jeg endelig blevet en del af fællesskabet.

På en måde fik efterskolen og min nye identitet mig til at løfte mig over alt det, der var sket i min barndom. Jeg havde fået skærpet min retfærdighedssans og var klar til at stå op for andre som blev behandlet dårligt. Men jeg var ikke blevet stærkere af at opleve den form for modgang, som man måske skulle tro. Tværtimod. Det blev nemlig voldsomt vigtigt for mig at andre kunne lide mig, og at jeg var populær.

Mobningen har givet mig indsigter og forståelse, men desværre har det også spændt ben for mig i mine forhold til venner, familie og kærester.  For når man som barn igen og igen oplever, at man ikke er god nok og elskelig, som man er, sætter det sig som en stærk overbevisning, der kan være meget svært komme af med. Selvom gode ting sker i ens liv, så saboterer man det ubevist for at opretholde den falske selvopfattelse, om at man ikke er værd at samle på og ingen i virkeligheden har brug for en.

Jeg har dog altid haft en stærk tro på, at vi mennesker er mere end vores krop og fysiske selv. En dyb vished som altid har været til stede i mit liv. Det er den, der holder mig fokuseret og gør, at jeg på trods af alt, der sker omkring mig, føler en indre ro. Men det er ikke kommet helt uden, at jeg har arbejdet for det. Jeg har udforsket mit sind og min adfærd, mediteret, dyrket motion, været i terapi og ikke mindst har jeg gennem mit arbejde med flere forskellige skuespilteknikker fundet veje til en mere balanceret psyke og dybere forståelse menneskelig adfærd og vores enorme potentiale.

Alle skuespilteknikker handler om at forstå og udforske menneskelig adfærd og skuespilleren må altid udgangspunkt i sig selv først. Fysiske og psykiske blokeringer kan på den måde enten spænde ben for den kunstneriske proces eller være en gave, hvis man formår at arbejde med det på den rette måde.

Men det første skridt er at man får bevidsthed omkring kroppen og dens funktion. Det centrale er åndedrættet og derefter at få en fri bevægelighed.

Hvad enten man ønsker at blive skuespiller eller man har behov at blive en stærkere formidler, så er disse basisøvelser værdifulde på flere planer. De har forvandlet mit liv, og jeg har set dem forvandle andres.